Debatindlæg: Kan samkørsel løse problemerne i den kollektive transport?

Der er ingen tvivl om, at mobiliteten i landdistrikterne kræver politisk fokus, og debatten om samkørsel som løsning er både relevant og vigtig. Selvom samkørsel ved første øjekast kan virke som en enkel løsning, rummer det komplekse udfordringer og potentielle konsekvenser, vi ikke må overse.

Samkørsel alene kan ikke løse de grundlæggende udfordringer i den kollektive trafik. Allerede nu står vi over for flere ubesvarede spørgsmål: Hvem vil stille deres bil til rådighed? Hvordan sikrer vi, at der altid er biler tilgængelige? Uden en stabil struktur risikerer vi at stå med et transporttilbud, der kun fungerer på papiret, men svigter i praksis, når borgerne har allermest brug for det.

På trods af usikkerhederne vokser opbakningen til samkørsel, især gennem forslag om støttepuljer, skattefradrag og kompensation til privatpersoner. Også fra borgmestre i kommuner, der ligger langt fra landdistrikterne, er ønsket om samkørsel højt. Men når økonomiske incitamenter kommer i spil, er det ikke længere samkørsel, vi taler om. Men privat betalt kørsel.

Her bliver vi nødt til at spørge os selv: Hvilke udfordringer opstår, hvis samkørsel med økonomiske incitamenter får lov til at udvikle sig til privat betalt kørsel?

Det vil sandsynligvis skabe en gråzone mellem samkørsel og erhvervsmæssig persontransport, hvilket skaber ulige konkurrencevilkår for en reguleret branche som vores. Så snart en form for betaling bliver en del af ligningen, bevæger vi os ind i et grænseland, hvor reglerne for arbejdsvilkår og sikkerhed, som taxibranchen er underlagt, risikerer at blive tilsidesat.

Taxiloven er ikke blot en formalitet. Det er en kvalitetssikring, der sikrer den tilgængelighed, sikkerhed og professionalisme, som passagererne bør kunne forvente. Samkørsel på de foreslåede vilkår skaber imidlertid et parallelmarked, hvor kravene ikke længere er gældende. Det åbner for en situation, hvor samkørsel kan tilbyde helt andre priser end taxa- og flexselskaber, hvilket kan føre til ulige konkurrence, hvor løn- og arbejdsvilkår bliver konkurrenceparametre. Og det mener vi ikke er et bæredygtigt eller ansvarligt grundlag for fremtidens kollektive transport.

Erfaringer fra vores nordiske nabolande har vist, at samkørsel møder store udfordringer i praksis. I landdistrikterne fungerer det sjældent effektivt, fordi den nødvendige fleksibilitet og tilgængelighed ikke kan sikres.

Effektiviser de eksisterende systemer først

Fremfor at indføre nye løsninger som samkørsel, der kræver statsstøtte, forsøgsordninger og frivillige, bør vi fokusere på at optimere de eksisterende systemer og styrke samarbejdet mellem dem. Trafikselskaberne, som i dag administrerer den kollektive trafik, er et oplagt sted at starte.

Flextrafikken, for eksempel, står allerede over for udfordringer med ineffektiv ruteplanlægning, der dagligt resulterer i mange tomme kilometer. Samtidig underminerer trafikselskabernes prispolitik forretningsgrundlaget for lokale vognmænd, så kun de billigste biler får ture – en model, der gør det svært at opretholde en bæredygtig forretning. Hertil kommer, at flextrafikken mangler fleksibilitet og er et komplekst system med forskellige regler, priser og betalingsmuligheder, som gør det svært for brugerne at navigere i.

Når trafikselskaberne foreslår, at flextrafik skal supplere samkørsel ved aflysninger, er det afgørende først at se på, hvordan flextrafikken faktisk fungerer i landdistrikterne i dag. Forslaget rejser en række praktiske spørgsmål: Hvor lang tid i forvejen skal en aflysning meldes, for at trafikselskabet kan nå at sende en flexbil? Vil en flexbil altid blive sendt, eller vil der være bestemte kriterier, der skal opfyldes? Er der overhovedet nok flexbiler til rådighed i landdistrikterne? Og hvad bliver prisen for passagererne – den samme som for samkørsel eller flexbilens normale takst? Hvis aflysninger skaber usikkerhed om service og pris, risikerer vi, at passagerernes tillid til både samkørsel og flextrafik falder.

Samkørsel alene kan ikke løse udfordringerne i den kollektive transport. Og hvis løsningen er at supplere med flextrafik, vender vi tilbage til de grundlæggende problemer med mangel på flexbiler og taxier i landdistrikterne. For at skabe en stabil transportstruktur i yderområderne skal vi i stedet sikre et bæredygtigt forretningsgrundlag, der gør det attraktivt for flere vognmænd at drive forretning i hele landet.

Først når vi optimerer de systemer, vi allerede har, kan vi sikre en mere effektiv og pålidelig transport. Samtidig må vi opretholde fair konkurrencevilkår med klare regler og standarder, der beskytter både chauffører og passagerer. Vi er klar til dialog og til at bidrage til udviklingen af en økonomisk bæredygtig, sikker og pålidelig transportstruktur – både i byerne og i yderområderne.