I flere år har TAXA 4×35 undervist nye og rutinerede taxachauffører i god kundeservice. Nu gøres undervisningen også digital, så chaufførerne fremover kan tage kursus fra førersædet, mens de venter på næste kunde.
TAXA 4×35 har i mange år haft branchens bedste uddannelsessystem, og nu slår Københavns største taxaselskab det endegyldigt fast, når chaufførerne fremover også får mulighed for at efteruddanne sig på farten.
Her i oktober måned får alle 2500 chauffører nemlig udskiftet det gamle turformidlingssystem i deres taxavogne. Med det nye system kan chaufførerne, som de eneste i branchen, modtage undervisningsforløb i vognen , bl.a. om god kundeservice, mens de holder og venter på næste kunde.
”Efteruddannelse er en mærkesag for os, for vi vil give vores kunder den allerbedste service. Derfor er vi enormt stolte over det her nye system. Det gør det smart og meget nemmere for vores travle chaufførerne at efteruddanne sig løbende, når de kan gøre det fra taxavognen. Og det er ikke mindst sikkert i de her corona-tider,” siger Gert Frost, administrerende direktør i TAXA 4×35.
Efteruddannelse følger kundernes behov
Selvom man nu forstærker sig med digital undervisning, vil der fortsat være fokus på den fysiske undervisning. Hos TAXA 4×35 skal alle nye chauffører fortsat bestå en test i bl.a. god kundeservice, sprogforståelse og navigation før de kan sætte sig bag rattet.
En af fordelene med det nye system er, at taxaselskabet nu får lettere ved løbende at lave nye forløb til de rutinerede chauffører, der allerede kører på vejene.
”Jeg tror, vi alle en gang imellem har brug for at få genopfrisket hukommelsen. Så selvom man allerede bestået de fysiske undervisningsforløb, kan vi nu også tilbyde vores erfarne chauffører mulighed for ajourføring og videreudvikling. Det betyder meget for os, at vores chauffører bliver klædt rigtig godt på til at møde kunderne,” siger Gert Frost og fortsætter:
– Vi laver løbende kundeundersøgelser, senest i foråret, for hele tiden at vide, hvad der betyder noget for kunderne. Nu får vi meget lettere ved at reagere på de indsigter og få dem ud til chaufførerne.
TAXA har allerede fået installeret det nye turformidlingssystem i 300 biler, og de første tilbagemeldinger fra chaufførerne er positive.
Om TAXA 4×35
TAXA 4×35 er i kraftig vækst og er det største taxaselskab i hovedstaden med næsten 6 mio. ture om året. Selskabet står bag Danmarks største taxaapp med over 800.000 downloads og er førende på nye teknologier. Desuden er TAXA 4×35 ved at revolutionere taxabranchen med masser af nye koncepter til gavn for kunder, chauffører og vognmænd.